Category Archives: Scandinavian

Vadare försvunna från vindkraftpark

(SOF 11 augusti 2017)
Det påtalas ofta att effekter sällan kan utläsas av kontrollprogram som upprättas efter etablering av vindkraft. Det kan bl.a. bero på naturliga variationer i de (fågel-)bestånd som undersöks samt att synbara förändringar ibland uppstår med avsevärd fördröjning – eller så klart att vindkraftverken inte utgör någon påverkan.
Nu finns emellertid ett intressant exempel från Stor-Rotlidens vindkraftpark i Åsele kommun, Västerbottens län. Granholmsmyran, en myr som tidigare hyste ett vadarsamhälle, saknar mindre än tio år efter etableringen helt häckande vadarfåglar.
Vid basinventeringen 2009 räknades 11 ljungpipare, 4 grönbenor, 6 gluttsnäppor, 2 skogssnäppor samt enstaka exemplar av rödbena och storspov. Ett halvt decennium senare, 2014, hade vadarsamhället minskat till 4 grönbenor, 2 ljungpipare, 1 skogssnäppa samt 1 småspov. Ytterligare två år senare stod alltså inte en enda vadare att finna vid inventeringen.
Detta är givetvis en dramatisk utveckling och även om det inte är vetenskapligt belagt att vindkraftparken är det som har orsakat vadarnas försvinnande så finns det ingen annan uppenbar förklaring.
Det kan i sammanhanget nämnas att det 2016 publicerades ännu en undersökning som påvisade vadares känslighet för vindkraftsetablering. I den brittiska studien minskade antalet häckande ljungpipare med 79 % i anslutning till en vindkraftpark och undanträngningseffekterna var tydliga upp till 400 meter från verken (Sansom et al. 2016. Negative impact of wind energy development on a breeding shorebird assessed with a BACI study design. IBIS 158: 541–555)
Advertisements

Uaktuelt med oljeboring utenfor Lofoten, Vesterålen og Senja

Norsk Ornitologisk Forening og Naturvernforbundet 1 augusti 2017; Foto Håvard Eggen)

Forslaget om oljeutvinning i Lofoten, Vesterålen og Senja vil medføre at olje- og gassindustrien rykker nærmere globalt viktige områder for sjøfugler. Oljeutslipp her vil være en katastrofe. I likhet med faglige instanser anerkjenner vi at risiko for utslipp er lav, men mener at naturverdiene er så store at området bør skjermes.

I fjor ble vi kjent med sjøfuglene på Hornøya i Finnmark gjennom NRKs direktesendte fjernsynssatsing, der vi kunne følge livet i fuglefjellet minutt for minutt. Mange ble kjent med fugler som alke, lunde og krykkje. Ingen andre steder i landet ligger sjøfuglområdene så tett som utenfor Lofoten og Vesterålen, til tross for et stadig vanskeligere liv for de fjærkledde. Det er de fantastisk produktive havområdene som har gjort det mulig for sjøfuglene å leve her. Og som perler på en snor ligger de enorme sjøfuglforekomstene på Røst, Værøy, Nykvåg, Anda og Bleik, områder som er pekt ut som fem av de viktigste for sjøfugler i Norge.

For nær store fugleforekomster

15 kilometer fra de antatte olje- og gassforekomstene utenfor Lofoten finner vi de største sjøfuglkoloniene på Røst. Historien til sjøfuglene våre er dessverre trist. Siden vi begynte å overvåke sjøfuglene på Røst i 1979 har tilbakegangen vært stor. Nå er kun en femtedel av lundebestanden igjen, mens antall ærfugler på Røst er redusert med 70 prosent siden 1988. Dette er en utvikling som vi ser for flere av våre sjøfugler langs norskekysten.

En av truslene mot sjøfuglene våre er klimaendringene. Når temperaturen i verdenshavene stiger, endrer også vandringsmønstrene for enkelte av fiskebestandene seg. De 300 000 lundeparene på Røst er avhengige av nær tilgang på småfisk som sild og tobis i hekketida. Det er paradoksalt når politikere er villig til å øke risikoen for sjøfuglene våre, og det dobbelt opp. Dersom området utenfor Lofoten blir åpnet for oljevirksomhet, vil vi utforske nye grenser for å produsere et produkt som skaper klimaendringer som truer sjøfuglene. I tillegg er sjøfuglene svært utsatt for eventuelle oljesøl.

Havområdene rundt Røst er også viktige overvintringsområder for tusenvis av ender som ærfugl, praktærfugl og havelle. Disse finner man i tette flokker. Selv små oljesøl vil ramme mange fugler. En situasjon med oljesøl i dårlig vær med høye bølger i de værharde områdene, vil være en håpløs oppgave å takle for norsk oljevernberedskap. Selv små mengder olje i fjærdrakten kan bety en sikker død. Ifølge en rapport fra Det Norske Veritas fra 2012 vil en oljeulykke i dette området kunne få katastrofale konsekvenser for sjøfuglene. Det kan ta mer enn 10 år før bestanden blir restituert, om den noen gang blir det.

Nå ser vi at flere av sjøfuglbestandene våre er i tilbakegang. Men det finnes fortsatt håp. Bestandene kan ta seg opp igjen når forholdene bedrer seg. Truede arter krever spesiell ivaretakelse. Betydningen av hvert individ øker i takt med hvor truet arten er, sett i et bestandsperspektiv. Ved Røst finner vi noen av de mest truede sjøfuglartene våre. Risikoen ved oljeutvinning nært sjøfuglforekomstene er altfor stor.

Færre trusler, ikke flere

Rundt 35 prosent av sjøfuglene våre har forsvunnet siden 2005. Det gir all grunn til å være bekymret. Da blir det så vanvittig at flere parter ønsker å gi disse utrydningstruede fugleartene nye trusler, i stedet for vern. NOF er klart imot å åpne Lofoten for petroleumsaktivitet, også utenfor Røst. Det gir oljeindustrien akkurat det de har mast om. Det gir ikke noe vern til de viktige fiskefeltene utenfor Røst. Det gir ikke noe vern til det området hvor våre viktigste kommersielle fiskearter gyter. Det gir ikke noe vern til verdens største kaldtvannskorallrev. Og sjøfuglene våre lever stadig farligere.

I løpet av det siste året har stadig flere støttet et oljefritt Lofoten, Vesterålen og Senja, både i meningsmålingene og ikke minst i kommunene i Lofoten. I 2011 var det kun én kommune som sa nei til oljevirksomhet i dette området, i dag er det ingen kommuner i Lofoten som sier ja til åpning. Utsiktene for lundene og de andre naboene i fuglefjellene ser kanskje ikke så lyse ut. Men de skal slippe å ha oljeindustrien enda nærmere fiskeområder og boplasser. For fisken og for sjøfuglenes del bør havområdene utenfor Lofoten og Vesterålen sikres varig vern fra petroleumsaktivitet.

Sjældne korsnæb på koglejagt i Danmark

hvidvinget kors JL 1

(Jan Skriver 4 augusti 2017; Photo John Larsen)

Hvis man hører en trompetlignende lyd fra den danske augusthimmel, kan der være tale om en sulten hvidvinget korsnæb på udkig efter lærketræer med kogler fulde af frø. I disse uger kan der ses småflokke af hvidvinget korsnæb, der fra egne mod nord og øst er trukket ind over Danmark.

Deres stemmer kan lyde som små legetøjstrompeter, når de flyver omkring og tilsyneladende trutter en fanfare for føderigdommen i de danske skove.

Trompetisterne er hvidvinget korsnæb, og netop i disse uger er der et rykind af disse normalt meget sjældne gæster fra Ruslands vidtstrakte skove.

– Særligt Skagen-halvøen har haft besøg af hvidvingede korsnæb på træk de senere uger, men arten er også set flere andre steder, dog primært i Jylland. Tilsyneladende følger korsnæbbene under det aktuelle rykind en meget vestlig rute. For eksempel er der i Norge en observation på 110 hvidvinget korsnæb, mens trækstedet Falsterbo i Sydsverige endnu ikke har haft nævneværdige forekomster. Korsnæbbenes tidligere invasioner i Danmark har givet mere spredte forekomster med flere fugle i den østlige del af landet, siger Simon Sigaard Christiansen, der er leder af Skagen Fuglestation, som bliver drevet af Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Flere invasioner på få år

Det er tredje gang i løbet af få år, at hvidvinget korsnæb foretager trækbevægelser til Nordvesteuropa fra artens kæmpemæssige udbredelsesområde i Ruslands vidtstrakte nåleskove langt mod øst.

I sensommeren 2011 gik historiens største invasion af hvidvinget korsnæb over Danmark, da mange hundrede, ja, måske tusinder af fugle, opholdt sig i de danske skove. Året efter blev denne normalt meget nordlige fugleart for første gang nogensinde fundet ynglende i Danmark, da der blev dokumenteret nyudfløjne unger i både Thy og Nordsjælland.

Sensommeren og efteråret 2013 blev på ny en sæson med ekstraordinært mange hvidvinget korsnæb i Danmark, hvor arten ellers tidligere havde været så sjælden, at der kunne gå årtier mellem de gode år med adskillige observationer.

Men hvorfor gæster flere og flere hvidvingede korsnæb tilsyneladende vores breddegrader med kortere tidsintervaller?

– Det er altid svært at sige præcist, hvorfor en fugleart optræder, som det er tilfældet med hvidvinget korsnæb. Som hovedregel er det en dårlig frøproduktion i yngleområderne mod nord og øst og dermed mangel på føde, som driver korsnæbbene til vores skove, siger Simon Sigaard Christiansen.

Sultne korsnæb kommer yderst vidt omkring under deres invasioner, og de rejsende når næppe nogensinde tilbage igen til deres fædrene skove mod øst. Under de seneste invasioner af hvidvinget korsnæb er fuglene for eksempel nået så langt som til Shetlandsøerne og Færøerne, hvilket er destinationer, der næppe udsteder returbilletter til finker på afveje.

Tjek himmelens trompeter

Under det aktuelle rykind i Danmark er der set flokke af hvidvingede korsnæb over Skagen og Nordmandshage ved Limfjordens østlige munding mod Kattegat. Også Blåvand-området har haft besøg.

– Det er ikke til at vide, om de aktuelle forekomster vil vokse og blive til en invasion med virkelig mange fugle, men det er værd at spejde efter korsnæbbene de kommende uger. Jeg vil tro, at der er gode chancer for at finde hvidvinget korsnæb mange steder langs vestkysten af Jylland og på nordkysten af Djursland og langs Nordsjællands kyster. Lyt efter trompetkaldet. Eller det kald som minder om den stemme, som vores hjemlige gråsisken har. I flugten vil man ofte kunne se de hvide vingebånd, der er det gode kendetegn på hvidvinget korsnæb, hvis man altså har fuglene tæt på”, siger Simon Sigaard Christiansen.

Der er særligt gode chancer for at se hvidvinget korsnæb i skove med mange lærketræer.

Korsnæbbet med de hvide vingestriber er den af de tre arter af korsnæb, som har det mindste og svageste næb. Det fungerer som et specialværktøj, som kan lirke frøene ud af de bløde kogler fra lærketræer. Næbbet er dog ikke svagere, end at det også kan lukke kogler fra rødgraner og andre nåletræer op, hvis det endelig skal være. Men lærkekogler er livretten.

Skyddsjakt på skarv hotar andra arter

(SOF 2017-08-03)

Debatten om skarvens vara eller inte vara, eller för den delen dess påverkan på fiskbestånd, förefaller oändlig. Vi inom BirdLife Sverige uppfattas av vissa som kategoriska ”skarvkramare” med mycket begränsad förståelse för de problem som skarven kan orsaka. Så är dock inte fallet. Vi önskar finna praktiskt genomförbara lösningar på problematiken, även om det sannolikt innebär att skarvar kommer att avlivas. I slutändan hoppas vi så klart att såväl husägare som fiskare, fiskbestånd och fåglar ska kunna existera i någorlunda harmoni.

För att lösa uppkomna konflikter med främst fiskare och husägare ger länsstyrelser under vissa omständigheter tillstånd till skyddsjakt. Denna skyddsjakt kan vara befogad och rimlig, om den utförs enligt gällande föreskrifter. Problemet är att verkligheten ofta ser annorlunda ut.

I ett fall nyligen uppmärksammades hur jägare, sannolikt med tillstånd för skyddsjakt, hade monterat upp ett gömsle och skarvsilhuetter på ett skär där det häckade bl.a. silltrut och skräntärna, som båda är särskilt skyddsvärda arter. Ett sådant förfarande kan i värsta fall vara tillräckligt för att spoliera en hel häckningssäsong för trutarna och tärnorna. Häckningsutgången i detta fall är okänd.

Jägarnas förfarande var också ett uppenbart brott mot skyddsjaktsbeslutet. Jakten får nämligen bara utföras om den så kan göras utan påtaglig skada för andra arter. I det aktuella fallet var jakten dessutom bara tillåten inom 300 meter från fiskeredskap, men vid en kontroll fanns inte några sådana ens inom minst 500-600 meter.

Vidare är det inte tillåtet att, utan särskilt tillstånd, locka skarvar att landa på ett skär med hjälp av vettar, vilket de uppsatta silhuetterna var tänkta att fungera som. Förbipasserande skarvar visade dock inget intresse för skarvsilhuetterna, så istället avlossade de tre jägarna minst sex skott mot en förbipasserande flock på ca 50 meters höjd (alldeles för långt för acceptabel risk för skadskjutning!). Resultatet blev att en skarv föll i vattnet. Mot denna skarv avlossades sedan ytterligare sex skott, varefter den konstaterades vara död.

Även om skyddsjakt generellt bör undvikas under häckningstid, både för att minska störning av andra arters häckning samt utifrån ett djuretiskt perspektiv mot de skarvungar som svälter ihjäl om en förälder blir skjuten, så kan vi acceptera att skyddsjakt kan behöva utföras i anslutning till exempelvis fiskeredskap och utsättningsplatser för fisk under vår/sommar. Under sådana omständigheter är det emellertid av mycket stor vikt att ovan angivna villkor om hänsyn till andra arter preciseras för den som ansökt om tillståndet.

Sådana händelser som i korthet beskrivits här ovan kanske kan öka förståelsen för varför vi ofta är kritiska till att skyddsjakt beviljas till sådana som uppenbarligen ignorerar gällande lagar och regler. Vi anser att det är länsstyrelsen ansvar att utöva en ökad tillsyn av att villkoren i skyddsjaktsbeslut efterlevs.

Läs originaltexten här

Härfågel häckar i Skåne

(SOF 2017-08-04)

Härfågeln räknas (tillsammans med kungsfiskare, biätare och blåkråka) till de fyra “praktfåglar” som många av oss medelålders och äldre fågelskådare drömde om att någon gång få uppleva när vi bläddrade i den klassiska “Fåglarna i färg” av Sigfrid Durango. För många har det kanske också blivit verklighet, eftersom Sverige relativt ofta besöks av härfåglar (främst söderifrån). Chanserna lär dessutom öka framöver, då arten förutspås flytta sitt utbredningsområde norrut i takt med klimatförändringar.

Under 1800-talet var härfågeln en ganska vanlig häckfågel i sydöstra Sverige, men i början av 1900-talet försvann den. På 1980-talet fanns åter häckande härfåglar på Öland och Gotland och även om antalen förefaller ha blivit betydligt färre på 2000-talet så konstateras häckningar då och då. I Skåne har häckningar varit extremt sällsynta, så nyheten som släpptes igår är något alldeles extra!
Nu har nämligen en häckning offentliggjorts vid Ravlunda skjutfält i Skåne. Anledningen till att man går ut med en så exklusiv häckning är att ungarna nu är flygga och bedöms tåla lindrig form av störning. Vår generella inställning är att så många som möjligt ska kunna njuta av såväl vanliga som ovanliga fåglar i Sverige, utan att fåglarna tar skada. Besökare förväntas givetvis lämna vederbörligt hänsynsavstånd. Uppgifter om fyndet finns bl.a. på Artportalen.
Härfågeln häckar i jordbruksbygder, ofta i närheten av öppna betade marker, där den oftast letar efter småkryp i marken (eller ko-/hästspillning) med sin långa och böjda näbb. Äggen läggs gärna i trädhål, men i mer trädlösa landskap kan stenmurar vara ett fullgott alternativ.

Danmark får ingen unge kongeørne i år

Jan Skriver 12 juli 2017)

De fire ynglende kongeørnepar i Nordjylland, der huser den samlede danske bestand, har i år deres ringeste ynglesæson nogensinde. For første gang i knap 20 år glipper det med frugtbarhed blandt de store rovfugle. Koldt vejr, alderdom og æggetyve blandt rovdyr kan være blandt forklaringerne på den golde sæson

Efter knap to årtier med frugtbarhed og stor stabilitet på hjemmefronten blandt Danmarks ynglende kongeørne ender 2017 som en sæson uden nyt liv.

Det er formentlig et sammenfald af uheldige omstændigheder, som bevirker, at der ikke kommer unge danske kongeørne på vingerne denne sommer. Og der er næppe grund til panik på artens vegne de kommende år, mener ornitologen Tscherning Clausen, der er Dansk Ornitologisk Forenings (DOF) artscaretaker for kongeørnen. Han samler alle data om ørnene, og sammen med fire redekoordinatorer holder han et vågent øje med udviklingen i bestanden.

”Indtil i år har de danske kongeørne været usædvanligt frugtbare, hvis man for eksempel sammenligner med deres svenske artsfæller. De danske ørne har indtil 2017 fået unger på vingerne 18 år i træk. At det glipper i år, kan måske skyldes et meget koldt vejrlig netop i den periode, hvor ørneæggene klækkede. Det kan også spille ind, at alderen begynder at trykke hos i hvert fald et af parrene. Og måske spiller rovdyr som mårer en rolle som æggerøvere. Vi har på ørne-webben hos DOF set, at en husmår er i stand til at kravle op i en havørnerede og æde æggene. Det samme kan ske for kongeørne”, siger Tscherning Clausen, der påpeger, at store rovfugle ofte springer en sæson over, uden at det nødvendigvis påvirker deres tilstedeværelse året efter på et givent territorium.

Svenske ørne holder pauser

”Fra Sverige ved vi, at kongeørne ganske ofte tager en pause med ynglen. Nogle gange kan de springe en sæson over hvert andet eller tredje år. Her må vi sige, at de danske ørne til sammenligning har været ekstremt stabile og frugtbare lige siden artens indvandring. For eksempel har ørneparret i Høstemark Skov i Lille Vildmose fostret en flyvefærdig unge 14 år i træk. I år er første sæson, det glipper for parret, hvor fuglene er omkring 20 år gamle. Selv om kongeørne formentlig kan blive op imod 25-30 år i naturen og i fangenskab endnu ældre, kan alderen måske begynde at resultere i en ringere frugtbarhed hos Høstemarkfuglene”, siger Tscherning Clausen.

Lovende start, skidt finale

Tidligt på sæsonen 2017 så det ellers lovende ud for de fire kongeørnepar i henholdsvis Store Vildmose, Hals Nørreskov samt Høstemark Skov og Tofte Skov i Lille Vildmose, oplyser DOF’s artscaretaker.

Det nye ynglepar, der i 2016 etablerede sig i Store Vildmose, byggede i år en ny rede, men parret opgav tidligt 2017-sæsonen. I Hals Nørreskov, hvor ørnene har ynglet siden 2007, opgav parret i begyndelsen af juni.

Også i Tofte Skov, hvor et nyetableret par byggede rede, og i Høstemark Skov, hvor de erfarne ørne residerer, tegnede det godt tidligt på foråret.

”Fælles for alle parrene har været, at de formentlig har nået at lægge æg og ruge en tid, inden det er gået galt. På sin vis er det ikke overraskende, at de nyetablerede ynglepar i Store Vildmose og det i Tofte Skov mislykkes med familielivet. Det ser man ofte hos store rovfugle. Men vi er overraskede over, at de veletablerede og meget stedfaste ørne i Hals og Høstemark fejler i år”, siger Tscherning Clausen.

To nordjyske revirer på vej

To af fire unge kongeørne, som i forskningens tjeneste er udstyret med GPS-sendere, sender fortsat data om deres færden i landskabet.

Begge disse fugle giver på sin vis løfter om fremtidig frugtbarhed, for de opholder sig meget stabilt i velegnede yngleterræner for kongeørne.

”Den ene af de GPS-mærkede ørne har længe holdt til i moserne nord for Frederikshavn, hvor Råbjerg Moses store uforstyrrede flader må betragtes som et realistisk kommende fast revir for kongeørn. Også den anden GPS-ørn har realistiske muligheder for at etablere sig i det område, hvor den længe har holdt til. Det er nemlig i Hals Sønderskov, der ligesom Hals Nørreskov må siges at være et gæstfrit ørneteræn”, siger Tscherning Clausen.

Nye ørneterræner i sigte

Trods den ringe sæson 2017 har de danske kongeørne gjort deres til at give arten luft under vingerne. I alt er der fostret 37 udfløjne unger i Danmark i perioden 1998-2016. Der menes at være plads, føde og territorier til måske en halv snes kongeørnepar i det danske landskab.

Ovstrup Hede ved Herning og Borris Hede øst for Skjern er realistiske mulige ynglesteder. Også Randbøl Hede og Harrild Hede i Sydjylland, der tidligere har haft besøg af kongeørne, er potentielle yngleområder.

Der skønnes også at være muligheder for flere par kongeørne i Thy, Hanherred, og i de store hedeplantager i Midtjylland. Også Vendsyssel kan komme yderligere med som ørneterræn, blandt andet i Jyske Ås-området.

Bonapartemåger på Island Bonapartemåger på Island

(Henrik Haaning Nielsen 25 juni 2017; Photo Jens Frimer Andersen)

 

Danske kunstnere for Natur og Miljø besøgte i år Island. De stod for intet mindre end en ornitologisk sensation, da de opdagede et ynglepar af bonapartemåge! Der er tale om det første ynglefund i Vestpalearktis!

Vi er en gruppe danske naturkunstnere på tegne/fugle tur til Vestfjord-landet. På en tur den 9. juni bliver jeg ved et strandkær, i en mindre hættemågekoloni, opmærksom på hovedet af en mindre måge  som har et tydeligt  sortgråt hoved og sort spinkelt næb, tydeligt afvigende fra de hættemåger med brune hoveder som den står iblandt.

Danske kunstnere for Natur og Miljø besøgte i år Island. De stod for intet mindre end en ornitologisk sensation, da de opdagede et ynglepar af bonapartemåge! Der er tale om det første ynglefund i Vestpalearktis! Jens Frimer Andersen har været så venlig at sende beskrivelsen af hændelsesforløbet da han opdagede bonapartemågerne: Vi er en gruppe danske naturkunstnere på tegne/fugle tur til Vestfjord-landet. På en tur den 9. juni bliver jeg ved et strandkær, i en mindre hættemågekoloni, opmærksom på hovedet af en mindre måge som har et tydeligt sortgråt hoved og sort spinkelt næb, tydeligt afvigende fra de hættemåger med brune hoveder som den står iblandt.

Det er solskin og godt medlys. Afstanden er ca 80-100 meter. Tænker først dværgmåge adult, men da fuglen efter få sekunder letter viser den overvinge som Hættemåge. Det må være en af amerikanerne med mørk hætte – Præriemåge eller Bonapartemåge??? Nu let panisk får jeg gjort de andre, Westy Ebbesen og Dorthe Kudsk, opmærksom på fuglen, mens jeg konsulterer “Fugle i felten”. Sagen er klar: Bonapartemåge adult. Fuglen forsvinder let blandt de flyvende Hættemåger, men efter et stykke tid bliver jeg opmærksom på terneagtige skrig over vores hoveder, og ser, at det er bonapatemågen som meget heftigt og vedholdende skrigende mobber os med 5-6 dyk, ned til 2 meter fra os, for så at trække ind i kolonien igen. Optrinnet gentager sig 5-6 gange med en serie af dybe dyk,skrigende, for så at trække sig tilbage til kolonien. På intet tidspunkt reagerede Hættemågerne på vores tilstædeværelse. Vi opholdt os hele tiden på grusvejen for at undgå forstyrrelse. Ved 3 lejligheder så vi fuglen/fuglene flyve i display med dybe dyk med stejle vendinger på toppen, hvor der  drejes i luften, så fuglen næsten flyver på ryggen et kort øjeblik. Ved et tilfælde sås 2 fugle samtidig. Det er solskin og godt medlys. Afstanden er ca 80-100 meter. Tænker først dværgmåge adult, men da fuglen efter få sekunder letter viser den overvinge som Hættemåge. Det må være en af amerikanerne med mørk hætte – Præriemåge eller Bonapartemåge??? Nu let panisk får jeg gjort de andre, Westy Ebbesen og Dorthe Kudsk, opmærksom på fuglen, mens jeg konsulterer “Fugle i felten”. Sagen er klar: Bonapartemåge adult. Fuglen forsvinder let blandt de flyvende Hættemåger, men efter et stykke tid bliver jeg opmærksom på terneagtige skrig over vores hoveder, og ser, at det er bonapatemågen som meget heftigt og vedholdende skrigende mobber os med 5-6 dyk, ned til 2 meter fra os, for så at trække ind i kolonien igen. Optrinnet gentager sig 5-6 gange med en serie af dybe dyk,skrigende, for så at trække sig tilbage til kolonien. På intet tidspunkt reagerede Hættemågerne på vores tilstædeværelse. Vi opholdt os hele tiden på grusvejen for at undgå forstyrrelse. Ved 3 lejligheder så vi fuglen/fuglene flyve i display med dybe dyk med stejle vendinger på toppen, hvor der drejes i luften, så fuglen næsten flyver på ryggen et kort øjeblik. Ved et tilfælde sås 2 fugle samtidig.
De flyvende fugle er lidt mindre og mere elegante terne/dværgmåge-agtige end hættemågerne. Hætten er tydeligt gråsort i godt lys, med hvide halve øjenringe. Overvingen meget lig Hættemåge, med grå tone og hvid kile på håndens forkant, afgrænset af en smal sort bagkant på hånden. Undervingen er helt lys med gennemskinnelig hånd og sort havterneagtig bagkant. Hætten er mere lige afsat/afskåret ind Hættemåge. De næste efterfølgende dage, både D.10 og 11/6 besøger andre erfarne ornitologer fra vores gruppe bl.a. Niels Peter Andreasen, Marco Brodde, Niels Knudsen, Ole Runge og Lise Phlug, stedet og begge dage ser de positivt 2 fugle og oplever gentagende gange den hefDe flyvende fugle er lidt mindre og mere elegante terne/dværgmåge-agtige end hættemågerne. Hætten er tydeligt gråsort i godt lys, med hvide halve øjenringe. Overvingen meget lig Hættemåge, med grå tone og hvid kile på håndens forkant, afgrænset af en smal sort bagkant på hånden. Undervingen er helt lys med gennemskinnelig hånd og sort havterneagtig bagkant. Hætten er mere lige afsat/afskåret ind Hættemåge. De næste efterfølgende dage, både D.10 og 11/6 besøger andre erfarne ornitologer fra vores gruppe bl.a. Niels Peter Andreasen, Marco Brodde, Niels Knudsen, Ole Runge og Lise Phlug, stedet og begge dage ser de positivt 2 fugle og oplever gentagende gange den heftige mobbeadfærd fra bonapartemågerne når de står på grusvejen nær kolonien.tige mobbeadfærd fra bonapartemågerne når de står på grusvejen nær kolonien.

 

Bonapartemåge er udbredt primært i Canada og Alaska i taigazonen, hvor de primært yngler i gran- og lærketræer og kun undtagelsesvist på jorden, som det er sket i år i Island.

Lokale Yann Kolbeinsson er kontaktet og han vil besøge lokaliteten i den kommende uge.

Hold øje med nyt på Facebooksiden Birding Iceland.

Bonapartemåge er udbredt primært i Canada og Alaska i taigazonen, hvor de primært yngler i gran- og lærketræer og kun undtagelsesvist på jorden, som det er sket i år i Island. Lokale Yann Kolbeinsson er kontaktet og han vil besøge lokaliteten i den kommende uge. Hold øje med nyt på Facebooksiden Birding Iceland.